Jogger - første Dacia med hybridteknologi

Et år efter lanceringen af Dacia Jogger med 1.0 TCe motor, kommer nu den første Dacia med hybridteknologi. Og som altid når det er Dacia, er der tale om gennemprøvet teknologi

Den nye Dacia Jogger, der blev introduceret tilbage i marts 2022, er blevet den succes man havde forventet. I Danmark sælger vi alle de Jogger vi kan få tildelt, hvilket i 2022 betød i alt 365 styks. Kigger man ud i Europa er der på under et år solgt mere end 93.000 eksemplarer.

Så, når hybridversionen nu lanceres i Europa, er det en bil, der allerede har fået et stort publikum. Det samme kan også i den grad siges om hybridteknologien den nye Dacia Jogger er udstyret med. Den er hentet på Renault-lageret og findes allerede i 270.000 Renault biler, blandt andet i Captur, Clio og Arkana. Så det er en bil og en teknologi, der har bevidst sit værd og sin driftssikkerhed. Helt som man forventer i et Dacia produkt.

143 harmoniske hestekræfter

Motoren er som sagt hentet hos Renault, og er en fire cylindret 1.6 liters motor, der kombineret med elmotor yder i alt 143 hk. Der er altså tale om en opgradering i forhold til den tre cylindrede 110 hk motor, der indtil nu har været eneste motorversion i Dacia Jogger. Men ikke alene får Jogger 33 hk mere, den er i sagens natur, når vi taler om hybrid, også udstyret med en automatgearkasse.

I forhold til Tce 110 versionen er brændstofforbruget i HEV versionen reduceret fra 17,7 km/l ved blandet kørsel til 20, 4 km/l. Det skyldes blandt andet, at Jogger HEV altid starter på el, og i bykørsel kører op til 80 % af tiden på elmotor. Det giver op til 40 % besparelse i brændstofforbruget ved bykørsel sammenlignet med en sammenlignelig konventionel benzinmotor.

Hybridteknologien, der som sagt er gennemprøvet hos Renault, har et batteri på 1,2 kWh, der er koblet til en 1.6 liters motor på 94 hk og to elmotorer, der i tilsammen yder 49 hk. Batteriet er i øvrigt placeret, hvor man normalt har reservehjulet, så det ikke optager plads for passagerer eller bagage.

Selvom Jogger ikke er en familieraket, er der alligevel kommet mere respons, når man accelererer. Hvor den 110 hk TCe version skulle bruge 11,2 sekund for at komme fra 0-100 km/t, nøjes hybridversionen med 9.8 sekunder. Samtidig gør den kombinerede brug af el- og benzinmotor, at den, især ved acceleration, opleves mere støjsvag.

Med en ny hybridteknologi introduceres også et nyt instrumentlayout med 7-tommers TFT-skærm, helt digitalt og som man igen kender det fra blandt andet Renault Clio og Renault Captur.

Samme plads og funktionalitet

Ser man den nye Dacia Jogger køre forbi, er det ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det – at her kører en hybrid. Alt lige fra udseende til bagage-og personplads er identisk.

Det vil sige, at længden er 4.55 meter - hvilket gør den til den længste Dacia i modelrækken. Bilen fås både som fem – og syv sæders version, men hvis vi introducerer den i Danmark bliver det udelukkende den syv sæders, ligesom vi i øvrigt netop har valgt at gøre på 110 TCe versionen.

Dacia Jogger har en akselafstand på hele 2.9 meter og en frihøjde på 200 mm. Det betyder, at bilen nemt rummer op til syv personer. De to bagerste sæder er individuelle og kan foldes ned eller tages helt ud. Gør man det har man plads til 708 liter bagage. Folder man også 2 sæderække ned, har man plads til hele 1819 liter bagage

Fralægningsplads og sikkerhed

Da Jogger jo er en rigtig familiebil, skal der jo også være en masse fralægningsplads - og det er der. 24 liter i kabinen, der også rummer op til seks kopholdere.

Har man brug for at transportere ting på taget, fås Jogger med den smarte tagræling, der enkelt kan transformeres til tagbøjler, som klarer 80 kilo vægt.

Førersædet er højdejusterbart, og rattet kan både justeres i dybden og i højden, så man kan finde den optimale kørestilling.

Jogger er bygget på den fælles CMF-platform som blandt andet også Renault Captur bygges på. Det betyder, at seks airbags er standard ligesom en lang række aktive sikkerhedssystemer. Blandt andet er der Emergency Breake Assist, der fungerer via en radar foran, der hele tiden måler afstanden til den forankørende. Dette system er aktivt mellem 7- 170 km/t ved kørende køretøjer og fungerer mellem 7-80 km/t for køretøjer, der holder stille. Desuden er der blind vinkel assistent som er aktiv mellem 30-140 km/t.

Det er endnu uvist om og i givet fald hvornår Dacia Jogger HEV kommer til Danmark. Derfor er det i øjeblikket heller ikke muligt at oplyse om pris og lanceringsdato.

Flere nyheder