PRESSEMEDDELELSE - 4 SEPTEMBER 2023

Nye tider for ikonisk fransk bestseller

Den helt nye 100 % elektriske Renault Scenic, designet, udviklet og produceret i Frankrig, er netop blevet præsenteret på den internationale biludstilling IAA i München. Det er en bil, der i den grad er nytænkende. Både når det gælder teknologi, design og bæredygtighed.

Renault Scenic. En bil som de fleste, der interesserer sig for biler, genkender som den perfekte familiebil med masser af praktiske løsninger. 27 år efter den første version så dagens lys tilbage i 1996 kommer nu den nytænkende afløser.

Med den nye Scenic viser Renault ikke alene en helt ny designfilosofi. Renault præsenterer også en fuldt elektrisk Scenic, der definitivt afslutter æraen med benzin og diesel i den franske familiebil.

Op til 620 km rækkevidde

Renault Scenic kommer med to batteristørrelser og i motorvarianter. Mindste version har 60 kWh batteri – det samme som allerede kendes fra Renault Megane Electric. Motoren yder med denne batteripakke 170 hk og har en rækkevidde WLTP på 420 km (14,1 kWh/100 km). Som med Renault Megane Electric lader den med 22 kW AC og op til 130 kW DC.

Men, den som vi forventer os mest af i Danmark, er versionen med det store 87 kWh batteri. I denne version yder motoren 220 hk og rækkevidden stiger med 200 kilometer til i alt 620 km WLTP. (14,6 kWh/100 km) Muligheden for opladning derhjemme eller i det offentlige rum med AC er stadig 22 kW, mens den klarer 150 kW lynladning.

Masser af plads og lav vægt

Kigger man på bilen udefra er det tydeligt, at den er væsentlig mere rummelig end Renault Megane Electric. Den er 4470 mm lang, hvilket er hele 27 centimeter længere end Megane Electric. Samtidig har den en akselafstand på 2780 mm – hvilket er ti centimeter længere end Renault Megane Electric. Ekstra centimeter, der i den grad kommet bagsædepassagererne til gode. Der er virkelig god benplads selv til langlemmede passagerer. Og med 1860 mm i bredden og 1570 mm i højden er den også både bredere og højere.

Det giver en meget rummelig bil – ikke alene for de fem, der er plads til ombord – men også for bagagen. Bagagerummet sluger 545 liter med alle sæder oppe. Lægger man dem ned er der 1670 liter til rådighed. Også når det gælder evnen til at trække – er den opgraderet til at kunne trække 1100 kilo på krogen.

Som med Renault Megane Electric er der i den grad tænkt på at skabe en bil, der er underholdende at køre. Og med til den oplevelse hører, at bilen ikke skal være tung. Og det er Scenic bestemt ikke. På trods af, at den er betydeligt større end Megane – vejer den blot 125 kilo mere med identisk batteri. Det vil sige 1750 kilo for versionen med 60 kWh, mens det store batteri på 87 kWh får bilen op på 1842 kilo.

Bag rattet er der udsigt til et cockpit med to 12-tommers skærme og Open R med indbygget Google Automotive. Op til 50 specielt designede apps og en helt ny bruger oplevelse. Bilen er naturligvis proppet med sikkerhedsfeatures – syv airbags og 30 forskellige sikkerhedssystemer, der hjælper til bedre og sikrere køreoplevelse. Blandt andet adaptiv fartpilot, 360 graders kamera, LED lys med adaptive vision.

Jean Michel Jarre har designet lyden

Det første man bemærker når man går ind i bilen, er lyden der tager imod en. Hvor er det man har hørt det lydunivers før? Hvis man er har lyttet til den franske lyddesigner og musiker Jean Michel Jarre vil man genkende hans specielle univers. Det er nemlig ham, der har designet lyduniverset i den nye Renault Scenic electric. Både lydene i kabinen, velkomstsekvensen, men faktisk også den lyd bilen udsender, når den kører ved langsom fart for at advare fodgængere og cyklister. Så bliver det vist ikke mere fransk.

Kigger man op – kigger man gennem et 1.65 m2 stort panoramatag, der er specieldesignet og udviklet i samarbejde med glasgiganten Saint Gobain sekurit. Flydende krystaller i taget kan, når de tilføres en lille smule elektrisk spænding, lade mere eller mindre lys trænge ind. I alt fire forskellige indstillinger, som kan programmeres til at være forskellige alt efter, hvor man sidder i bilen og hvilket lys og varmeindfald man har lyst til. Funktionen fungerer enten via google stemmestyring eller ved at betjene en kontakt lige over føreren.

Fokus på bæredygtighed

I Renault Scenic electric er der tænkt bæredygtighed hele vejen rundt om produktet. Renault har som mål at reducere udslippet af CO2 med 80 % i 2030 – sammenlignet med 2019. Det betyder, at der er tænkt bæredygtighed fra produktion over brug til bortskaffelse.

Renault Scenic består af 24 % genanvendte materialer. Blandt andet er 40 % af det brugte aluminium genanvendt (80 % af aluminium i døre og kølerhjelm er genanvendt aluminium) mens 37 % af den stål, der er brugt, også er genanvendt. I kabinen er 80 % af materialerne på instrumentbordet genanvendte materialer (propylen fra industriaffald), mens kabinen generelt består af 26 % genanvendt materiale (plastik, stål og andre materialer) Måtterne i kabinen består for 54 % vedkommende af genanvendte plastikflasker og sædebetrækket for over 90 % vedkommende lavet af genanvendte tekstiler.

Den nye Renault Scenic kan fås i seks forskellige farver. Flame Red, Midnight Blue, Starry Black, Shale Grey Glossy, Shale Grey Satin og Pearl White. Endnu er der ikke priser på Renault Scenic electric. Salget i Europa begynder i februar 2024 og vi forventer introduktion af Renault Scenic Electric i Danmark i første del af 2024.

Flere nyheder