Toyota er begyndt test af en brintbaseret udgave af SUV'en, Corolla Cross, med brint-forbrændingsmotor. Dermed adskiller den sig fra den typiske brintbil som fx Toyota Mira i, hvor en brændselscelle producerer strøm til en elmotor, der driver bilens hjul. Toyotas udvikling af forskellige brintteknologier sker som led i koncernens ambition om at tilbyde flere forskellige C02-neutrale teknologier for at kunne støtte mennesker over hele verden på deres individuelle rejse mod nul emissioner.
Man tager en rummelig og praktisk anvendelig SUV med plads til fem personer. Læg dertil den helt nye, femte generation hybridteknologi og et stærkt og robust design. Og så har du opskriften på den nye Toyota Corolla Cross, der netop er blevet introduceret i Danmark.
Toyota hviler dog ikke på laurbærrene og er netop begyndt test af en brintbaseret udgave af den nye Corolla Cross. Det særlige ved den nye test-brintbiler, at den ikke er teknologisk identisk med den typiske brintbil som fx Toyota Mirai, hvor en brændselscelle sørger for at omdanne brinten til strøm, som bruges af elmotoren til at drive bilens hjul.
I den brintbaserede prototype af Corolla Cross ligger i stedet for en brændselscelle og elmotor en brintforbrændingsmotor, der på mange måder minder om en traditionel benzinmotor. Helt simpelt beskrevet bruges der i stedet for benzin blot brint i motoren, hvilket sikrer en ren forbrænding uden udledning af emissioner.
Udvikler flere forskellige teknologier
Toyota arbejder på udviklingen af flere forskellige teknologier til elbiler, brintbiler, plug-in hybridbiler og hybridbiler. Det sker som led i at reducere C02 mest muligt på hurtigst muligt vis over hele verden, hvor markeder og kundebehov kan variere markant fra hinanden.
Den multiteknologiske tilgang giver Toyotas kunder i over 170 lande og regioner verden over muligheden for at reducere deres CO2-fodaftryk allerede i dag - uafhængigt af deres omgivelser som fx infrastruktur og af deres daglige behov. Toyota er også overbevist om, at det er for tidligt at fokusere på kun en enkelt nulemissionsløsning og udvikler derfor sideløbende brint-brændselscelleteknologi, brintforbrændingsteknologi og batteriteknologi.
Brint til motorsport
Udviklingen af brintforbrændingsmotoren begyndte tidligere i år gennem Toyotas Rookie Racing-team, der har deltaget i alle Super Taikyu langdistanceløb i Japan med racerbilen GR Corolla H2, der er udstyret med brintforbrændingsmotor. At Toyota virkelig mener det alvorligt med teknologien understreges ved, at selveste Akio Toyoda, der er øverste chef for Toyota Motor Corporation og barnebarn til grundlæggeren af Toyota, har siddet bag rattet i hvert løb under sit racerkører pseudonym, Morizo, for at kunne evaluere og bidrage til udviklingen.
I august i år sad han også bag rattet på Toyota GR Yaris H2. Det var første gang, at den brintbaserede rallybil havde europæisk jord under hjulene på offentlig vej, da den kørte som demonstrationsbil under niende afdeling af VM-rallyserien i Belgien.
Den regelmæssige og intense motorsportsaktivitet har været med til at accelerere udviklingen og de tekniske fremskridt ved den nye teknologi. Toyota har i løbet af en Super Taikyu-sæson med GR Corolla H2 blandt andet været i stand til at øge brintforbrændingseffekten med 24 pct. og drejningsmomentet med 33 pct. Det er et gennembrud og placerer den brintbaserede racerbil ydelsesmæssigt på niveau med benzindrevne konkurrenter. Rækkevidden er derudover udvidet med omkring 30 pct. og optankningen reduceret fra cirka fem minutter til blot halvandet minut.
Ingeniører med selvtillid
Det er de teknologiske fremskridt gennem deltagelse i motorsport de seneste måneder, der har givet Toyotas ingeniører tro på og selvtillid til også at udvikle en brintbaseret prototype af den helt almindelige personbil, SUV'en Corolla Cross. Den nye prototype har fået navnet Corolla Cross H2 Concept.
Under motorhjelmen ligger en potent tre-cylindret 1.6-liters turbomotor fra den brintbaserede racerbil GR Corolla. Og i kombination med mange års erfaring og opbygget viden om produktionen af sikre brinttanke fra brintbilen Toyota Mirai, er det lykkedes at finde plads i Corolla Cross konceptbilen til fem personer og deres bagage.
Den åbenlyse fordel ved brint er, at det er en nulemissionsteknologi. Samtidig vægter hurtig optankningstid højt på fordelslisten sammen med en markant reduktion i brugen af nogle af klodens begrænsede ressourcer som fx litium og nikkel. For flere vil det også være en stor fordel at kunne at kunne bevare den traditionelle motorlyd, som ellers vil forsvinde i takt med udbredelsen af støjsvage elbiler og brintbiler med brændselscelle.
Toyota oplyser, at de i dag er nået omkring 40 pct. af vejen mod en egentlig kommercialisering af produkter som brintbilen Corolla Cross H2 Concept. Det er således stadig for tidligt at sige, om teknologien en dag finder vej til en eller flere af de nye personbiler, som vil stå hos landets Toyota-forhandlere i fremtiden.
Toyota-ingeniørerne fortsætter udviklingen og gennemfører flere test af brintforbrændingsmotoren i den kommende tid. Næste tiltag er således en vintertest i det nordlige Japan.